1-1, igen
For tredje gang ud af de sidste fem kampe, blev det fredag aften til 1-1 i Sundby Idrætspark. Denne gang var modstanderen Skive, der bragte sig foran efter 38 minutter inden Hocine Derrar for anden weekend i træk kunne reducere til 1-1.
Kampen startede med et Fremad mandskab mest på bolden og et Skive mandskab der stillede sig langt ned for at forsvare. Vi var mest på bolden og forsøgte at spille os uden om det kompakte Skive forsvar. Dog manglede vi den sidste evne til rigtigt at bryde igennem. Der var ikke mange chancer i nogle af enderne, men det var alligevel Skive der bragte sig foran i det 37. minut. En lang bold fra en Skiveforsvarer og en vundet anden-bold, gav Skive en mulighed som de kynisk satte i kassen til 0-1.
Flere chancer kom der ikke rigtigt og derfor gik vi til pause bagud.
Anden halvleg startede langt hen ad vejen som første halvleg sluttede hvor vi havde udfordringer med at blive farlige. Det skulle dog ændre sig med en triple-indskiftning i det 69. minut, hvor Kenneth Zohore, Jerailly Wielzen og Andrass Johansen kom på banen. Denne indskiftning skulle også hurtigt være med til at give os et mål. I det 75. minut spillede Hocine en god aflevering op i fødderne på Zohore. Han lagde den første gang af til til Andrass Johansen der sparkede på mål. Dette spark tvang målmanden til at give en retur og her dukkede Hocine op og sparkede bolden i mål. Herfra forsatte vi med at presse på med flere gode ’lige-ved-og-næsten’-muligheder, men uden at vi formåede at prikke bolden i mål. Det store pres mod Skive resulterede desværre ikke i et mål og derfor endte det uden vinder.
Kampfakta
2. division, 29. spillerunde, fredag den 23. maj 2025, i Sundby Idrætspark:
Fremad Amager – Skive 1-1 (0-1)
Mål: 0-1 Mathias Nedergaard (38.), 1-1 Hocine Derrar (75.)
Fremad Amager: Hjalte Dalsgaard, Otto Dupont (69. Andrass Johansen), Søren Reese, Kasper Andersen, Egzon Zeqiri (69. Jerailly Wielzen), Frederik Holst, Hocine Derrar (87. Daniel Mortensen), Mikka Heller (69. Kenneth Zohore), Jeppe Simonsen, Alexander Petræus (78. Kjetil Tøsse) og Jeppe Brinch.
Dommer: Oliver Simbold
Tilskuere: 1.012








