Ærgerligt nederlag mod Aarhus Fremad
Lørdag eftermiddag var der topkamp mellem rækkens nummer 1 og nummer 2 og navnekamp mellem to gange Fremad. Desværre blev det gæsterne fra Aarhus Fremad der løb med alle tre point efter et mål i det 83. minut.
Man kunne let have valgt at kopiere referatet fra sidst vi havde Aarhus Fremad på besøg i september 2024. For det var langt hen af vejen den samme kamp, der blev spillet i går eftermiddag.
Kampen var intet festfyrværkeri af store chancer og godt spil, men derimod en taktisk affære med to hold der både havde forberedt sig godt på hindanden og samtidig udligner hindandens styrker. Dagens første skud på mål kom fra Aarhus Fremad efter 20 minutter. Et spark uden fra feltet uden saft og kraft som Mikkel nemt kunne gribe. Minuttet senere fik Kasper Andersen et skud i den modsatte ende fra nogenlunde samme position og resultatet blev det samme – en nem griber for målmanden. Cirka 10 minutter senere havde Hocine Derrar et godt drøn lidt uden fra feltet, men bolden sneg sig desværre uden om stolpen.
I anden halvleg blev kampbilledet meget det samme. Aarhus Fremad fik en stor chance efter en lille times spil, hvor deres angriber fik en god bold i dybden. Mikkel kom ud og generede hvilket resulterede i at Aarhus spilleren driblede bolden ud over baglinjen. Kampens næste højdepunkt kom først helt henne i det 83. minut og det var desværre 0-1 målet til Aarhus. En god afslutning på kanten af feltet resulterede i en løs returbold som en Aarhus spiller kom først på og fik prikket den ind.
Herfra blev det ikke til meget mere og det endte dermed med et 0-1 nederlag. Nu på fredag venter en vanvittig vigtig kamp på udebane mod Middelfart, der efter sin sejr i går kun er 1 point fra os på anden pladsen. Vi håber på at se en masse Amager fans i Middelfart på trods af det ikke særligt optimale spilletidspunkt.
Kampfakta
2. division, 24. spillerunde, lørdag den 26. april 2025, i Sundby Idrætspark:
Fremad Amager – Aarhus Fremad 0-1 (0-0)
Mål: 0-1 Elias Egerton (83.)
Fremad Amager: Mikkel Andersen, Mads-Emil Langberg (89. Otto Dupont), Kasper Andersen, Frederik Holst, Kenneth Zohore (76. Kjetil Tøsse), Hocine Derrar, Daniel Mortensen, Jeppe Simonsen (89. Alexander Petræus), Jeppe Brinch, Christoffer Boateng (62. Egzon Zeqiri) og Jerailly Wielzen
Advarsel Fremad Amager: Daniel Mortensen (14.)
Dommer: Oliver Simbold
Tilskuere: 1.410








