
CARIT FALCH STOPPER HOS FREMAD AMAGER
Efter en hård periode i starten af året, har nu tidligere Cheftræner Carit Falch været sygemeldt i periode, efter at han sidst i marts fik et ildebefindende i hjemmet. Fremad Amager Elites ejer Lars Hein har løbende været i dialog med Carit, og parterne er i dag blevet enige om, at Carit formelt stopper den 16. juni 2024.
Lars Hein udtaler følgende om samarbejdet med Carit Falch:
”Carit kom til i en svær tid i foråret sidste år, hvor vi allerede kæmpede for overlevelse i NordicBet Ligaen. Vi skulle bruge en dygtig træner, men vi ønskede samtidigt at finde en træner som vi også kunne bygge en kultur op i Fremad Amager med. Vi valgte Carit fordi vi havde kemien og et virkelig godt indtryk omkring hans faglige evner og viljen til at lære folk at spille.
”Fra dag 1 hvor Carit kom ind i klubben knoklede han for at samle hele klubben og bringe talenterne og Akademiets trænere og ledere med ind omkring 1. Holdet – både til træning og i kampe. Carit har med sit netværk og gåpåmod været i front på at bygge det hold og den stab, som fortsat er en af grundpillerne hos Fremad Amager. Det har ikke været let – vi skulle skære ind til benet, ligesom vi fortsat skal indtil vi når det mål at sikre indtjening og en forretning, som økonomisk løber rundt. Det arbejde startede Carit og hans arbejde er jo en stor del af årsagen til at vi er gearet til fremtiden. Der er bestemt meget at bygge videre på.”
”Når vi taler om akademiet, så har vi med Carit formået at skabe +3800 spilleminutter med spillere fra akademiet hvilket ingen troede på kunne lykkes. Det var en stor bedrift, da man nærmest aldrig tidligere havde benyttet akademispillere på førsteholdet.”
”Carit havde også et tæt forhold til klubbens fans, og jeg ved at Carit satte kæmpe pris på dem – og brændte for dem personligt og var ekstremt glad for deres opbakning. Fordi det både betyder meget for holdet og for klubben som helhed.”
”Så vi har rigtig meget at takke Carit for. Ikke mindst alt det jeg har lært om fodbold af ham.”
”Carit er som person en dygtig, positiv og dedikeret person, som jeg altid er kommet godt ud af det med – og vi kommer helt sikkert fremadrettet til at holde kontakt, også på det personlige plan.”
”Carit har indvilget i at vi fortsat kan kontakte ham ift. rådgivning og netværk, hvilket vi selvfølgelig er glade for.”
”Vi vil sige Carit tak for en lærerig periode for os som selskab, men også for det, som vi har fået bygget op sammen.”, slutter Lars Hein.
Fremad Amager indtager pt. førstepladsen i kvalifikationsspillet i 2. division og møder fredag den 15, juni kl. 14.00 HIK på udebane i sæsonens sidste kamp.