CEO FRATRÆDER I FREMAD AMAGER

For mere end tre måneder siden meddelte vi at Allan Ravn havde brug for luft og fornyet energi efter en turbulent tid i Fremad Amager, der i en periode over to måneder var overordentlig truet i forhold til selskabet, Fremad Amager Elite ApS, eksistensgrundlag.

I den mellemliggende periode har der været samtaler mellem Allan Ravn og ejerkredsen, hvor det nu er besluttet at takke af for samarbejdet.

”I min orlovsperiode har jeg haft tid til at tage alt ind og se tilbage på en både fantastisk og hektisk tid som CEO i Fremad Amager, siden jeg indtrådte i juni 2020. Tiden er kommet til at give depechen videre, og prioritere mit arbejdsliv anderledes, hvilket er det rigtige for mig personligt og ligeledes for ejerkredsen, som herfra skal sætte deres præg på fodboldklubben. I en periode på to år i sådan en type virksomhed, formår man at komme tæt på rigtig mange mennesker, og der er mange at takke for både opbakning og samarbejde undervejs i en tid, hvor covid-19, tre forskellige ejere og en truende konkurs satte sit præg. Jeg vil her til sidst benytte lejligheden til at ønske ejerkredsen, ledere, trænere, spillere, samarbejdspartnere og fans alt held og lykke fremover,” lyder det fra Allan Ravn.

Ejerkredsen valgte i Allans orlovsperiode at omstrukturere virksomheden således at Lars Hein, den ene af de fire ejere, blev involveret i højere grad i hverdagen som ansvarlig i den kommercielle afdeling. Sportsligt var, og er der ingen ændringer med Gaxe som ansvarlig i den sportslige afdeling, herunder førstehold og AC Amager Academy.

Lars Hein udtaler sig på vegne af ejerkredsen:

”Vi har drøftet fremtiden med Allan, i henhold til Fremad Amager, og respekterer hans ønske om at prioritere arbejdslivet anderledes. For nu, fastholder vi strukturen hvor jeg er ansvarlig i henhold til den kommercielle del og Gaxe som ansvarlig i den sportslige afdeling”, udtaler Lars Hein.


”Der skal naturligvis lyde en rigtig stor tak til Allan i rollen som CEO i Fremad Amager. Allan fortsætter som rådgivende konsulent for ejerkredsen i tiden fremover, hvilket vi er glade for,” slutter Lars Hein.

Del på de sociale medier