CHEFTRÆNER CARIT FALCH GIVER EN STATUS PÅ EFTERÅRET
Med 16 point i efterårssæsonen indtager Fremad Amager syvendepladsen i 2. division, inden turneringen genoptages i starten af marts måned.
Nedrykningen fra 1. division til 2. division gjorde, at en del spillere valgte at forlade Fremad Amager, nogle fik at vide at de ikke indgår i planerne fremover og en del blev solgt. Det gjorde, at flere nye spillere skulle hentes ind på holdet.
– Det var en efterårssæson med mange vilde oplevelser heriblandt også positive og opløftende ting, indleder Fremad Amagers cheftræner Carit Falch.
– Det starter helt surrealistisk med en kæmpe afgang af spillere, så vi nåede op på 21 spillere i exit i løbet af forår og sommer – heraf nogle af vores største profiler, som blev solgt til andre klubber og vi kunne ikke hente nye ind.
– Jeg husker en episode, hvor to af dem var i startopstillingen i forberedelserne dagen før kampen, men om aftenen blev de solgt og kunne ikke spille for os dagen efter, så vi måtte improvisere, fortsætter Carit Falch.
Fremad Amager havde i nogle af kampene i efterårssæsonen en bænk, som ikke var fuldtallig på grund af skader og karantæner.
– I enkelte kampe havde vi svært ved at stille hold. Det krævede et kæmpe fokus og en dedikation fra både spiller og stab. Jeg er super stolt af, at vi kom igennem og jeg har lige rost alle drengene og staben for at vi samlede os i bussen og præsterede både at bygge og vinde fodboldkampe i den periode, forklarer cheftræneren.
– Jeg skal også være ærlig at sige at opbakningen fra vores trofaste fans har været helt uvurderlig specielt i denne svære periode. I modgang har de virkelig vist overskud og menneskeligt format – sjældent har jeg oplevet noget lignende – det er sgu ægte Amager-ånd og de fortjener om nogen succes.
– Senest husker jeg al den kærlighed vi mærkede til klubben, da vi gik i julekaravanen igennem byen med vores små drenge og piger og fantastiske frivillige ledere fra Fremad Amager. Det gør sgu et stort indtryk – og men får virkelig lyst til at give noget tilbage, udtaler Carit Falch.
– Jeg synes der kom gode tegn på at vi er på rette vej med holdet, selvom vi jo taber de sidste kampe lige efter en ellers rigtig god periode. Spillet blev bedre og vores nye spillere lærte spillet og holdet at kende og stemplede ind med gode præstationer og også mål.
– Vi følte i langt de fleste kampe, at vi var ovenpå, men bare ikke fik “snøret sækken”. Det blev en rigtig “debut”-halvsæson, hvor rigtig mange nye spillere og vores egne unge akademispillere fik debut og spilletid i stor stil. Det har helt sikkert givet os mere erfaring og basis for endnu bedre præstationer i forårssæsonen, synes Carit Falch.
“TRUPPEN SKAL KLART FORSTÆRKES”
Onsdag den 10. januar møder spillere og træner ind igen efter juleferien til foreløbigt otte træningskampe. Der er også ting, der skal forbedres forud for forårssæsonen.
– Truppen skal klart forstærkes både i styrke og bredde, så vi er stærkt besat på alle positioner med flere muligheder, og dermed konkurrence. Det er jo nok ingen hemmelighed, at vi primært kigger efter angribere, siger Carit Falch.
– Vi gav slip på otte angribere og fik Martin Lauritsen ind. Christoffer Boateng har været skadet, så vi har måttet bruge midtbane og forsvarsspillere i angrebet. Det har selvfølgelig været en stor årsag til, at vi har haft så svært ved at score på vores chancer, selvom gutterne har gjort deres bedste. Vi forstærker os også på andre positioner.
– Det er mulighedernes kunst, men vi kæmper for at lykkes med det. Vores nye strategi er at vi altid er forberedte og afklarede på, hvilke spillere vi vil have. Vi er i fuld gang med at få spillere ind fra vores netværk allerede nu før transfervinduet i januar, og jeg håber vi kan præsentere de første meget snart, udtaler cheftræneren.
– Det er spillere, som gør os bedre, og som er rigtig gode profiler for den måde vi er på, og spiller på, i Fremad Amager – dygtige, sultne og postive. Jeg glæder mig til at præsentere dem på banen for vores fans i januar. De skal selvfølgelig også have lov at vænne sig til tingene, men så bliver de en styrke for os.
– I forhold til vores præstationer er det korte og meget simpelt svar: Vi skal score flere mål og lukke bedre af. Spillet og presset er blevet meget bedre, som vi blandt andet så mod topholdene Esbjerg og Aarhus Fremad, men vi har været for ringe til at score mål, når vi ellers er i gode situationer, siger Carit Falch.
– Mens vi har kæmpet for at spille os frem til chancer og score mål, så har vi været alt for lette at score på den anden vej, når vi mister bolden. Modstanderne har skulle gøre meget lidt for at score – og det er blandt andet et klart indsatsområde at blive bedre til selv at angribe og samtidig lukke af for deres kontra.
– Vi skal også vi af med de største defensive fejl. Der bliver arbejdet super professionelt med det hver dag, så det skal nok lykkes, tror Carit Falch.
TOP6 SKAL FORFØLGES
Efter efterårssæsonen er der seks point op til AB på sjettepladsen, inden de resterende seks kampe i grundspillet i foråret, og det er en chance, der skal forfølges.
– Som sagt er forudsætningen for ambitionerne, at vi får forstærket truppen nu, og så arbejder stenhårdt de næste vintermåneder med den nye trup. Så vi, selvom der lige nu er kort vej til bunden, kan kigge mere på at der er seks point op til Top6, kommenterer Carit Falch.
– Det skal vi gå efter som sultne hunde, da vi skal give os selv chancen i Top6, for at gøre det nærmest umulige muligt med at indhente topholdene og spille med om oprykning. Det ville være historisk efter den vanvittige efterårssæson, men vi tror på det.
– Lykkes det ikke, så skal vi samle så mange point som muligt og bygge videre på holdet, og styrke truppen yderligere over sommeren, så vi har mulighed for at jagte oprykningen hele næste sæson, forklarer Carit Falch.
“EN VIGTIG DEL AF VORES STRATEGI”
Det seneste år har flere spillere fra Fremad Amagers akademi fået spilletid på førsteholdet, og det er blevet til masser af minutter i benene for de unge spillere.
– Som alle har kunne se og høre, både på Lars Hein og hele den sportslige sektor, så er det en rigtig vigtig del af vores strategi helt fra da vi startede det her nye projekt sidste vinter, at få vores egne drenge igennem til førsteholdet, pointerer Fremad Amagers cheftræner.
– Vi kan alle huske allerede fra første kamp mod Hobro i 1. division, da Alexander Johansen og Mads Gernsøe blev sat ind ved stillingen 1-1 og afgjorde kampen til 2-1 i slutminutterne. Jeg husker personligt et stort øjeblik efter kampen, hvor talentchefen nærmest hoppede i armene på mig og bare sagde: “tusind tusind tak”.
– Den mand havde personligt kæmpet flere år for at skabe det akademi og de dygtige spillere – men manglede kun at nogen troede på det og gav det chancen – og det er jo alt hvad det her drejer sig om. At vi alle har spillerne og klubben i hjertet, med vores egen identitet på Amager og lykkes sammen, siger Carit Falch.
– Det var kun starten – siden må vi have slået alle klubrekorder i at få egne akademispillere igennem til 1. holdet. Jeg tror det sidste års tid vil skrive sig ind i historien herude på Amager med 13 debutanter og omkring 3800 spilleminutter til vores egne akademidrenge.
Flere af de unge spillere har som sagt fået spilletid i efterårets kampe, og det er ikke noget som spillere og stab er kommet sovende til.
– Det er kun lykkes på grund af at både staben og de dygtige unge knægte har arbejdet virkelig hårdt og professionelt med tingene – og fordi vi tror på at de dygtigste og mest dedikerede unge Amager-drenge er en vigtig del af vores fremtid, sammenfatter Carit Falch.
– Jeg var ovre på akademiet den anden aften for at holde et oplæg og have en åben debat omkring vores spillerudvikling med vores U/10-U/15 trænere – og jeg kan bare sige, at det er nogen virkelig gode gutter og dygtige trænere, som arbejder med vores yngste talenter – så der er flere talenter på vej.
– Det er som alle som arbejder i og omkring klubben kan være ekstremt stolte af – begge moderklubberne Fremad Amager og B1908, Akademiet og førsteholdet – og det er som sagt kun starten, udtaler Carit Falch.
– Det tager tid at skabe noget unikt, men når det hele begynder at virke og hænge sammen, så får vi både succes med præstationerne, resultaterne og vores spillerudvikling, og så står vi virkelig stærkt.
– Jeg glæder mig til at se jer alle igen i det nye år, og ønsker alle jer fantastiske fans og interessenter i og omkring klubben en rigtig dejlig jul med jeres kære og et lykkebringende nytår. Forza Fremad Amager, afrunder Fremad Amagers cheftræner.