
DE UNGE TALENTFULDE KNÆGTE
For første gang i næsten en måned, kan vi søndag kl. 11:30 åbne portene i Sundby Idrætspark til Fremad-bold igen. Modstanderen er FC Fredericia, hvor modstanderen har overhånden vurderet ud fra de to opgør, vi har spillet mod dem tidligere i sæsonen med en uafgjort og et nederlag – det laves der om på i morgen!
I denne halvsæson er skaderne ikke gået ubemærket hen, hvortil det har givet plads til vores talentfulde ungdomsspillere via AC Amager Academy. I den nuværende U19-trup har både Mads Gernsøe, Alexander Johansen og Mark Winkel alle i dette forår fået debut i Fremad-trøjen – førstnævnte på fuldstændig magisk vis med den afgørende scoring i 2-1 sejren mod Hobro, assisteret af hans holdkammerat Alexander.
Mark Winkel, der kom til AC Amager Academy i januar måned fra HB Køges U19-holde, måtte i det seneste opgør mod FC Fredericia hurtigt på banen, da Friedrich forlod banen med en skade. Den unge back leverede en mere end godkendt præstation i dét opgør.
Mod Hillerød var også Mikka Heller fra U19-truppen en del af udskiftningsbænken, hvor han ligesom de tre holdkammerater har været med til flere træningspas på førsteholdet. Det har derudover kastet en del spillerminutter af sig i reserveholdskampene.
Gernsøe, der på ny er en del af førsteholdets trup til i morgen, sætter her ord på både begejstringen, udfordringerne og ikke mindst udviklingen:
”Som jeg sagde på interviewet efter Hobro-kampen var det bare helt vildt at få debut på førsteholdet, og endda lykkedes med at score et mål – meget vildere, end hvad jeg havde forestillet mig. Det betyder meget at der er tro på unge spillere fra Carit og trænerstabens side, og det er en stor motivation i forhold til at arbejde ekstremt hårdt for at opnå de mål, vi sætter i jagten på et liv som professionel fodboldspiller. Det er jo det liv, alle vi unge spillere drømmer om på ungdomsholdene. Det er tydeligt at mærke motivationen blandt flere af de andre akademispillere, jeg normalt spiller sammen med. Involveringen i den daglige træning, individuel træning med John Ranum og selvfølgelig god sparring fra både førsteholdets trænere og Michael Winter, vores U19 cheftræner. Det er rart at få sat lidt ord på de ting, der skal udvikles og justeres,”
”Den største forskel på at spille U19-kampene og så blive bragt på banen i 1. Division, er selvfølgelig det høje tempo, intensiteten og de fysiske parametre. For mit vedkommende er jeg ikke hverken stor eller bred, og har derfor fokuseret på at bringe de ting, hvor jeg er bedst i spillet. Ved at få så meget træning og evaluering, som jeg gør lige nu, har jeg også mere tid til at udvikle mine svagheder for at bygge på. Jeg har dog lært nogle tricks fra min far, så dem må jeg også spille lidt på,” siger Gernsøe med et glimt i øjet.
”Det jeg har fået med fra førsteholdsspillerne, er både ro, forståelse og opbakning. Som sagt er jeg ikke den største eller bredeste fodboldspiller, men så må jeg give endnu mere i duellerne for at vise, hvor meget jeg vil hjælpe holdet. Det er en klar selvfølge, sådan som vi er sat op til kamp. Det hjælper helt sikkert på min udvikling, og jeg suger bare alt til mig i øjeblikket,” lyder det fra den unge ydmyge Mads Gernsøe.
Husk ’Happy Hour’ allerede fra kl. 11:30 og kampstart kl. 13:00 – køb billet til opgøret her:
https://boldbillet.dk/show/event/fremad-amager-vs-fc-fredericia-9-apr-2023
Vi ses til kamp i Sundby Idrætspark!