Effektive FC Nordsjælland gjorde ondt
Det blev til et 0-5 nederlag mod FC Nordsjælland i Pokalturneringens 3. runde foran 2154 tilskuere hjemme i Sundby Idrætspark.
Kampen fik en ærgelig start, da der ikke skulle gå mere end et par minutter før FC Nordsjælland kom foran. En nordsjælland spiller modtog bolden ude til højre og kunne efter nogle gode driblinger sætte bolden i kassen.
Herfra kom vi dog bedre med i kampen og spillede udemærket med i lange perioder af første halvleg. Dog uden at formå at blive en egentlig trussel for FCNs defensiv. I de sidste sekunder af første halvleg fik FCN et hjørnespark som de formåede at sparke ind i hovedet på en rødbluset, der kunne gøre det til 0-2 i 1. halvlegs sidste boldberøring.
Anden halvleg startede som det meste af første halvleg med et Fremad hold, der kunne spille fint med på bolden. Midt i halvlegen skulle det dog gå hurtigt hvor FCN fik scoret til 0-3, 0-4 og 0-5 på bare 5 minutter. Det var 3 meget identiske mål efter nogle opspil, hvor der blev trykket på speederen, endte de tre angreb med indlæg, der alle blev headet i kassen.
Herfra mistede kampen naturligt lidt tempo og kampen blev igen mere lige i spillet på bolden. Efter ca. 80 minutter kom vi også frem til en god mulighed, hvor Petræus fik et godt skud inde i feltet som en FCN forsvarsspiller dog kunne komme glidende og redde bolden fra at gå i mål.
Kampen sluttede uden Fremad scoring og derfor er FCN fortjent videre til pokalens næste runde.
Nu kan vi have fuld fokus på 2. division, hvor der allerede på søndag venter en topkamp. Aarhus Fremad kommer på besøg i Sundby Idrætspark med kampstart klokken 14.00. Billetter kan købes her: Billetter
Kampfakta
Oddset Pokalen, 3. runde, onsdag den 25. september 2024, i Sundby Idrætspark:
Fremad Amager – FC Nordsjælland 0-5 (0-2)
Mål: 0-1 Benjamin Nygren (3.), 0-2 Marcus Ingvartsen (45.), 0-3 Marcus Ingvartsen (65.), 0-4 Marcus Ingvartsen (67.), 0-5 Peter Ankersen (70.)
Fremad Amager: Hjalte Dalsgaard, Otto Dupont, Søren Reese (66. Mikka Heller), Kasper Andersen (46. Mads Julø), Frederik Holst (46. Kjetil Tøsse), Lucas Ørneborg (75. Mohamed Belmaillah), Hocine Derrar, Hans Høllsberg, Christian Troelsen, Daniel Mortensen og Christoffer Boateng (46. Alexander Petræus)
Advarsler Fremad Amager: Kasper Andersen (2.) og Lucas Ørneborg (56.)
Dommer: Simon Duerlund Rasmussen
Tilskuere: 2.154