Femte sejr i træk

Fredag aften tog vi den 5. sejr i træk i 2. division. Det skete i Helsingør foran omkring 100 medrejsende Fremad fans, der kunne se os tage en 2-1 sejr med hjem til Amager.

Kampen startede i højt tempo med to hold, der gerne ville sætte sig på kampen. Helsingør var gode i pasningsspillet og gjorde det svært for os i presset. Der var dog også en begyndelse uden store chancer i nogle af enderne.

Da vi først fik muligheden foran kassen skulle vi til gengæld vise os at være effektive. Efter ca. 25 minutters spil slog Frederik Holst et frispark ind til Søren Reese bagerst i feltet. Her headede han bolden på tværs og efter lidt klumpspil endte bolden for fødderne af Jeppe Brinch, der resolut sparkede bolden i kassen.

7 minutter senere skulle vi også fordoble føringen. Denne gang slog Mads Julø et godt indlæg ind til Boateng, der flot kunne sætte indersiden på bolden og score vores andet mål.

Herfra tog Helsingør fat i bolden og gjorde det vanskligt for os. Dog kom de ikke til store chancer inden pausen.

Anden halvleg blevet langt hen af vejen som slutningen på første. Helsingør pressede på, mens vi figthede og forsvarede. Efter en times spil formåede Helsingør at få reduceret efter et hjørnespark.

Resten af kampen forløb med Helsingør meget i boldbesiddelse og vi som det forsvarende hold. Mikkel Andersen havde i denne periode også flere fremragende redninger, der var med til at sikre, at vi kunne tage alle 3 point med hjem.

Nu står den på to hjemmekampe i træk, hvor vi på fredag møder Næstved, mens vi ugen efter får besøg af netop Helsingør.

Kampfakta

2. division, 10. spillerunde, fredag den 4. oktober 2024, på Helsingør Nye Stadion:

FC Helsingør – Fremad Amager 1-2 (0-2)
Mål: 0-1 Jeppe Brinch (24.), 0-2 Christoffer Boateng (31.), 1-2 Oliver Drost (60.)

Fremad Amager: Mikkel Andersen, Mads-Emil Langberg, Mads Julø, Søren Reese, Kasper Andersen, Frederik Holst, Hocine Derrar (70. Kjetil Tøsse), Hans Høllsberg, Alexander Petræus (56. Lucas Ørneborg/90. Mikka Heller), Jeppe Brinch og Christoffer Boateng (70. Otto Dupont)

Advarsel Fremad Amager: Mads Julø (77.) og Lucas Ørneborg (78.)

Dommer: Jesper Nielsen
Tilskuere: 672

Del på de sociale medier