Fremad Amager fratrækkes point som konsekvens af det tidligere ejerskab
De gamle ejeres selskab, Amager Elite ApS (CVR: 25382846), har tidligere i januar indledt en rekonstruktion i det selskab, der frasolgte fodboldklubben i november.
Vi, de nye ejere, kan bekræfte, at det tidligere driftsselskab, Amager Elite ApS, har indledt rekonstruktionsbehandling.
Rekonstruktionen vedrører udelukkende det tidligere selskab og dets økonomiske forhold. Den sportslige aktivitet drives i dag af Driftsselskabet af 8. september 2025 ApS, som overtog aktiviteterne i efteråret 2025.
I forbindelse med købet var det en grundlæggende forudsætning, at det tidligere selskab ikke havde uafviklet gæld til det offentlige. Dette blev også kontraktligt garanteret i købsaftalen. Det kan nu konstateres, at denne forpligtelse desværre ikke er blevet overholdt, hvilket har udløst rekonstruktionsbehandlingen i det gamle selskab.
Efter DBU’s regelsæt medfører dette sportslige konsekvenser, hvilket betyder at vi i dag trækkes 6 point i CampoBet 2. division. Disse konsekvenser er udelukkende afledt af ovenstående handling fra det gamle ejerskab og har på ingen måde baggrund baggrund i det nye Fremad Amagers drift, økonomi eller ledelse.
Den daglige drift fortsætter uændret. Fokus er på det sportslige arbejde, kampene og udviklingen af klubben – på og uden for banen. Her og nu ser vi frem mod træningskampen på fredag mod FREM og håber at ser jer på tribunen for at støtte holdet.
Fremad Amager vil orientere yderligere, når der er nyt af relevans.