FREMAD AMAGER SEJREDE MED UNG TRUP

Da de blå/hvide fra Fremad Amager i fredags fortjent vandt 1-0 over Hillerød Fodbold, skete det med en trup, hvor gennemsnitsalderen kun var 22,09 år.

”Vi har generelt været rigtige gode til at bruge vores dygtige akademispillere her i foråret” siger Cheftræner Carit Falch, der kan fortælle, at ikke mindre end 4 akademispillere allerede har fået debut i 2023. Det drejer sig om Paolo Medina, Mads Gernsøe, Alexander Johansen og Marc Winkel.

”Jeg vil faktisk vove den påstand, at vi i øjeblikket spiller med en af de yngste kamptrupper i de højere rækker i Danmark” fortsætter Carit. ”Hos FC Nordsjælland er man jo kendt for netop at udvikle og aktivt bruge spillere fra egne akademier, men med en gennemsnitsalder på 23 år hos FCN i deres seneste Superliga kamp, er dette faktisk et punkt hvor vi kan matche dem” siger Carit med et smil. ”Nu spiller vi selvfølgelig ikke med de unge spillere for at vinde statistikker over FCN, men fordi vi tror på unge spillere, og at vores egne akademi drenge og dygtige unge spillere, generelt kan hjælpe os med at spille på vores måde – og skabe gode resultater”.

”At udvikle og bruge egne spillere falder godt i tråd med både min og klubbens filosofi – og derfor er det ekstra glædeligt, når vi også lykkedes med både at spille god fodbold og vinde over en så stærk modstander som Hillerød Fodbold” siger Carit Falch.

ENDNU EN UNG SPILLER KAN FÅ DEBUT

I morgen torsdag går det så løs igen, hvor drengene fra Fremad Amager på udebane møder Hobro IK i kampen om 3 livsvigtige point, i forsøget på at komme væk fra nedrykningsstregen. ”Til kampen i morgen har vi udtaget Mikka Heller der er en ny, spændende midtstopper fra akademiet, som kan forsvare højt og har den helt rigtige mentalitet” siger Carit Falch. ”Det er selvfølgelig ikke sikkert at han får debut, men han passer godt ind i vores spillesystem, hvor vi går efter at spille teknisk, fremadrettet fodbold – med aggressivt pres og stor energi”.

Kampen fløjtes op på DS Arena i Hobro torsdag den 11/5 kl. 19.00 og kan ses på Viaplay.

Forza Fremad 💙

Del på de sociale medier