
HOCINE DERRAR TIL FREMAD AMAGER
Den 23-årige Hocine Derrar har indgået aftale med Fremad Amager og tiltræder i klubben, når holdet møder ind tirsdag den 10. januar 2024.
Midtbanespilleren har senest spillet for 2. divisionsklubben FA2000, men har også tørnet ud for HIK og Frem. Hocine Derrar glæder sig til at komme i gang hos Fremad Amager.
– Fremad Amager er en klub jeg har kendt i lang tid, hvilket viser dens størrelse. Det er et projekt under udvikling med en god træner, og det vil jeg gerne være med til at styrke, indleder Hocine Derrar og fortsætter:
– Klubben har altid været kendt for deres fanbase, hvor de er garant for larm og passion. Det kan jeg også skrive under på personligt. Jeg har selv mærket stemningen i Sundby Idrætspark og jeg glæder mig til at opleve den som Fremad Amager-spiller.
– Jeg er en spiller, som giver mig 110 % på banen. Jeg kan ikke acceptere at tabe, så I vil se en spiller, som spiller med hjertet, fortsætter midtbanespilleren, der også kommer med en opfordring til klubbens tilhængere:
– Kom på stadion igen i foråret og giv den fuld gas som I plejer, så skal vi nok give alt på banen.
Fremad Amagers cheftræner Carit Falch ser frem til at kunne gøre brug af Hocine Derrar. – Han er en løbestærk og boldfast ung midtbanespiller, som både kan spille “8’er” og “6’er” for os, forklarer Carit Falch, der længe har haft midtbanespilleren i kikkerten.
– Der er en ønskespiller for os og en spiller som vi har brugt meget tid på at scoute. En ung sulten spiller på vej frem, som altid spiller med en kæmpe passion, fokus og vindervilje, lyder skudsmålet fra Carit Fach.
– Vi har selv mærket det, når vi har spillet mod FA2000 og nu glæder vi os til at han kan bringe det mindset og den kvalitet ind i både vores træningsmiljø og i vores kampe. Det er helt sikkert en spiller, som kan hjælpe os med at brænde igennem, og som vores gode fans vil kunne mærke ude på lægterne, afrunder cheftræneren.
Velkommen til Øens Hold 💙🤍