Kontrakten med Mads Julø forlænges
Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi er blevet enige med Mads Julø om en forlængelse af hans kontrakt. Dermed holder vi på Julø i minimum året ud.
Julø selv er glad for at blive i klubben hvor vi har hjulpet ham med at finde fodboldglæden igen: “Jeg er rigtig glad for at kunne forlænge min kontrakt. Siden jeg kom til Fremad Amager har jeg genfundet glæden ved fodbold, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg gerne ville forlænge”
Også cheftræner Christian Iversen er glad for at forlænge samarbejdet med Julø: “Forlængelsen med Mads giver rigtig god mening for begge parter. Han er en god kollega og passer godt ind i vores miljø – og vi har nu mulighed for sammen at bygge ovenpå den positive udvikling han har været igennem siden han trådte ind af døren hos os sidste sommer. Mads har et sindssygt højt topniveau, som han ved flere lejligheder har vist frem, både som afslutter og som oplægger. Hans fysiske udvikling har været positiv – stadig med mulighed for at lægge lag på – og vi glæder os til at arbejde videre sammen.”
Den venstrebenede Wingback står siden sin ankomst i sommer noteret for 22 kampe og 1 mål. Det mål blev i øvrigt scoret mod modstanderen på fredag, AB, i 3-0 sejren på hjemmebane i efteråret.
Julø er i øjeblikket i gang med genoptræning efter en mindre skade mod Næstved i slutspilles første kamp.