Ny trænerstab i Fremad Amager
Vi er glade for at kunne præsentere John Bredal som ny cheftræner for Fremad Amager. Ved sin side får John en anden gammel kending i form af Jesper Christiansen som assistent- og målmandstræner. Udover John og Jesper har vi også ansat Victor Larsen som kombineret fysioterapeut og fysisk træner. De tre herrer er allerede begyndt arbejdet og glæder sig til at truppen møder ind i morgen onsdag.
David Boysen sætter følgende ord på valget af John og Jesper:
”John har præsteret fantastisk med små midler i Ishøj og er, efter vores smag, lige præcis den profil som passer ind. John er professionel helt ud til fingerspidserne og stiller store krav både på og uden for banen og alt dette passer perfekt ind i den kultur vi vil skabe.
Jesper matcher fuldstændig John i forhold til tilgangen til hverdagen. De to kommer hver dag til at have en kamp om hvem der kommer først og går sidst, og det er lige den tilgang til tingene vi har ledt efter. Jesper har prøvet det hele i sin egen karriere, og vil kunne bidrage til både markspillerne, men især også målmændene som Jesper skal være med til at flytte. At de to kender klubben i forvejen skader bestemt heller ikke”
Om vores nye fysioterapeut og fysiske træner udtaler Boysen:
”Victor kommer til at være en rigtig vigtig brik i staben, hvor han både skal varetage fysioterapi og den fysiske del af træningen. Victor er vant til at arbejde med top atleter og kender, trods sin unge alder, gamet. Her får vi en mand som er top forberedt i alt hvad han fortager sig.”
Vi arbejder desuden på at fuldende staben med endnu en ansættelse som vi håber på snarest at kunne offentliggøre.
Med denne nye stab på plads, betyder det samtidig, at den stab der var ansat i efteråret ikke længere er i Fremad Amager. Vi takker den afgående stab for deres arbejde i klubben.