OFFENSIV FORSTÆRKNING TIL FREMAD – GUSTAV MARCUSSEN VÆLGER AMA’R

Vi fortsætter oprustningen for tredje dag i streg, og den her gang er der hentet forstærkning fra Superligaen. Den 23-årige offensive kantspiller Gustav Marcussen har haft interesse fra både ind- og udland, men har valgt at underskrive en aftale med Fremad Amager frem til 2024!

Marcussen kommer til Øens hold efter et ophold hos Silkeborg IF, som har haft stor succes i Superligaen. Spilletiden har været begrænset hos Silkeborgenserne, og derfor tog han afsked med klubben i december. Lige præcis fra at den besked var offentlig, var Gaxe allerede på jagt efter den nytiltrådte Fremad-spiller:

”Allerede da vi fik besked om Gustavs afsked med Silkeborg IF, som har været suveræne i deres oprykningssæson, tog vi kontakt til ham med det samme. Det er en stor forstærkning til vores offensiv. Gustav har spillet over 80 kampe i Lyngby med en oprykning til følge. Derudover var han fast mand i 3. Liga hos KFC Uerdingen og kunne så derefter skrive kontrakt med Silkeborg IF, der også tog en billet til Superligaen. I Gustav får vi en profileret spiller, der kan gøre forskellen i kampene. Han er ekstremt stærk på bolden og skaber ubalance hos modstanderen når han udfordrer sin direkte modstander. Det giver os nogle gode muligheder rent offensivt med en spiller som ham på holdet. Han går direkte ind fra dag et, og giver den gas. De fem spillere vi nu har præsenteret, har alle samme mål for deres periode i klubben. Opbyggelse af vindermentalitet, hårdt arbejde og sulten efter at jagte vores konkurrenter over os,” slutter Gaxe.

Med mere en 80 kampe i Lyngby og en oprykningsbillet i 2019, på trods af årtiets comeback-kamp efter 4-3 i Sundby Idrætspark i samme sæson, var Marcussen en fast del af startopstillingen både i 1. division og i Superligaen. Derefter bød karrieren på et ophold i 3. Liga hos KFC Uerdingen, som spillemæssigt var en fin sæson, men også en sæson med stor uro i klubben. Silkeborg IF blev destinationen i 2021 på et hold, der har blæst de fleste hold af banen i Superligaen.

Han har nu fundet sit match her på Ama’r, og er klar til at vise de skarpe offensive kvaliteter. Lige præcis det er kommet på plads efter samtaler med Gaxe og Løvenkrands:

”Jeg er rigtig glad for det her skifte. Det har været lidt turbulent for mit vedkommende med en god spillemæssig periode hos KFC Uerdingen i Tyskland, men med stor uro på de interne linjer. Derefter skulle jeg finde mig selv i et nyt projekt, og her har jeg haft et fint ophold i Silkeborg IF, hvor det dog ikke blev til den spilletid, jeg havde håbet på. Derfor var det rigtig vigtigt for mig at vælge den næste klub ud fra samtalerne med ledelse og trænerstab. Lige præcis de samtaler med Gaxe og Løvenkrands har vist mig at Fremad Amager er det helt rigtige skridt for mig. En klub som også skal genfinde sig selv, og det glæder jeg mig helt vildt til at være en del af,”

”Noget af det, som motiverer mig mest ved den her udfordring, er at vi skal ud at jagte. Jeg har fået en god velkomst i klubben her på førstedagen, og kender flere af spillerne fra tidligere. Vi skal ud at opbygge vindermentaliteten og vinde fodboldkampe. Niveauet til træning er allerede imponerende højt, taget betragtning af kun fire dages træning.

Sundby Idrætspark er et fedt sted at spille, men der er én oplevelse, der stadig står helt tydelig for mig. Jeg er sikker på de fleste Fremad-fans husker en 4-3 kamp mod Lyngby Boldklub i 2019. Én af de vildeste kampe, jeg har været med til, og der var gang i den på stadion. Den her gang må det godt gentage sig, når vi skal spille mod Lyngby Boldklub i forårssæsonen,” slutter Marcussen med et smil på læben.

Som en bonusinfo, har Marcussen optrådt i BK Frem i ungdomsårene – der er et lille plus i bogen der.

Et stort velkommen til Ama’r, Marcussen!

Del på de sociale medier