ROYAL UNIBREW – TOO GOOD TO GO – FREMAD AMAGER ELITE

Royal Unibrew er brændt inde med overskydende drikkevarer fra deres produktion. Derfor er de gået sammen med Fremad Amager Elite og Too Good To Go om at sælge de overskydende drikkevarer via Too Good To Go-appen til en tredjedel af normalprisen. Drikkevarerne kan hentes den 28. maj ved Sundby Idrætspark.

Kalder alle fodboldfans og tørstige amagerkanere. Det er nu muligt at få slukket tørsten – og samtidig gøre et godt køb, der både gavner pengepungen og medvirker til at reducere spild, når Royal Unibrew-lastbilen den 28. maj ruller forbi Sundby Idrætspark.

Bryggerivirksomheden Royal Unibrew, der er sponsor for Fremad Amager Elite, er nemlig brændt inde med store mængder energidrikke, sodavand, øl og andre alkoholiske drikke, der på grund af den relativt korte holdbarhedsdato ikke længere kan blive afsat til supermarkederne.

Royal Unibrew har derfor taget alternative midler i brug og har indgået samarbejde med madspildsappen Too Good To Go, der forbinder forbrugere med blandt andet restauranter, supermarkeder og producenter, der har mad- eller drikkevarer i overskud med håbet om at få afsat de overskydende produkter og undgå spild:

”Samarbejdet med Too Good To Go og Fremad Amager er en oplagt mulighed for os til at komme af med de her specifikke datovarer samtidig med, at vi kan give lidt tilbage til vores loyale ambassadører i og omkring Fremad Amager. Denne stærke lokale forankring stikker dybt i vores virksomhedskultur, ligesom viljen til at optimere vores virksomheds ressourceforbrug,” udtaler Direktør for Royal Unibrew Danmark, Kasper Ryttersgaard Jacobsen.

Drikkevarerne kan i ugen op til eventet reserveres i Too Good To Go-appen, og udvalget byder på Godt Bryg Lager, Pepsi Max Raspberry, Faxe Kondi Booster Tropical, Mokai Abrikos, SHAKER Hamp, Italian Tonic og Anarkist Snehvede 0,5%. Alle drikkevarerne sælges til en tredjedel af den oprindelige pris og det er dermed en oplagt lejlighed til at sikre sig billige drikkevarer til sommerens begivenheder og fester.

Produkterne fejler ingenting og har stadig 3 til 6 måneder til udløbsdato. Desuden er “bedst før”-datoen kun vejledende, hvilket betyder, at drikkevarerne sagtens kan drikkes efter udløbsdatoen på produktet.

Heidi Boye, landechef for Too Good To Go, har stor respekt for Royal Unibrews indsats for at undgå spild:

“Vi er glade for at kunne hjælpe med at få afsat de overskydende drikkevarer og har stor respekt for Royal Unibrews indsats mod madspild. For at undgå spild er det nødvendigt at tage alternative metoder i brug, og derfor håber vi også, at dette pick-up event kan inspirere andre producenter til at tænke kreativt, når de står tilbage med overskydende varer.”

Drikkevarerne kan afhentes ved stadion den 28. maj mellem 9 og 12, hvor lokale repræsentanter fra Fremad Amager står klar til at udlevere overskudsvarerne.

Praktisk information:

  • Hvor?: Sundby Idrætspark (Englandsvej 61, 2300 København S)
  • Hvornår? 28. maj kl. 9-12

Sådan gør du:

  1. Download Too Good To Go-appen
  2. Søg på “Royal Unibrew” i appen. (OBS: Hvis ikke den dukker op, kan det være fordi du skal udvide din radius i appen)
  3. Reservér og afhent den 28. maj

For yderligere information:

Laura Frederikke Nielsen, PR Specialist hos Too Good To Go, tlf: 20 41 58 57, lnielsen@toogoodtogo.dk

Jonas Guldborg Hansen, Head of Investor Relations and Communications hos Royal Unibrew, tlf: 56 77 15 00, jonas.guldborg@royalunibrew.com

Om Too Good To Go

Madspildsappen Too Good To Go blev lanceret i Danmark i 2016, og de nu over 56 mio. brugere har siden da reddet mere end 133 millioner lykkeposer med overskudsvarer, hvilket svarer til over 334.000 tons sparet CO2e. Too Good To Go har dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 17 lande, hvor appen er aktiv.

I appen kan man redde lykkeposer/bokse med overskudsmad fra bl.a. bagerier, supermarkeder, restauranter, kantiner og producenter.

Too Good To Go har sideløbende iværksat en lang række oplysnings- og uddannelsestiltag for at fremme viden om madspild.

Om Royal Unibrew

Royal Unibrew producerer, markedsfører, sælger og distribuerer kvalitetsdrikkevarer og er Danmarks næststørste drikkevareproducent. Royal Unibrew er især kendt for traditionsrige brands som Faxe Kondi, Nikoline, Egekilde, Pepsi Max, Royal Beer, Ceres og Odense Pilsner, Faxe, Heineken og Vitamalt.

Royal Unibrew er en arbejdsplads med medarbejdere, som engagerer sig i og er stolte af både produkter og brands. Hos Royal Unibrew er kunden i fokus og forbrugerne det største aktiv. Virksomheden sætter en ære i at producere og sælge kvalitetsprodukter til forbrugere – både i Danmark og internationalt. Læs mere på www.royalunibrew.dk

Del på de sociale medier