RUNE FRIIS – TO KLUBBER MED EN MEGET SPECIEL BETYDNING
I hele fire år nåede Aarhusianeren at brillere med kuglen langs sidelinjen, hvor han oftest forsøgte at finde spillere i og udenfor feltet, hvis ikke han selv søgte med modstanderens keeper. Rune Friis servicerede i flere sæsoner spillere som Mohammed Abdalas, Cem Vardar, Hasan Bashir, Olcay Senoglu og flere andre fantastiske Fremad-spillere fra 2013 til 2017. En tid han husker tilbage på med store roser til medspillere, klubfolk, sponsorer og ikke mindst de loyale fans – altid på hjemmebane.
”Det var et fantastisk omklædningsrum med nogle mennesker, jeg stadig den dag i dag taler med fra tid til anden. Ene og alene af den årsag at vi havde et fantastisk sammenhold både på og udenfor banen i den periode – selvfølgelig krydret med en oprykning til 1. Division i 2016 efter et lige så fantastisk sammenhold udenfor kridtstregerne med fansenes store opbakning. Bl.a. Efter to sejre i oprykningsspillet på 5-1 og 2-0 mod min anden hjerteklub, Aarhus Fremad,” lyder det fra Rune Friis.
Her har vi netop også årsagen til, hvorfor det er den tidligere dobbelte Fremad-kantspiller, der håndterer optakten til pokalbraget på Riisvangen Stadion. Hovedpersonen har nemlig et fodboldhjerte delt i to forskellige farvekombinationer. Gul og sort – blåt og hvidt. Derfor er han selvfølgelig også at finde på stadion i morgen til kampen mod Aarhus Fremad.
Her sætter han yderligere ord på den meget specielle betydning, som begge Fremad-klubber har for hans vedkommende:
”Det er egentlig ret ligetil, da begge klubber, for mig, minder ret meget om hinanden i forhold til de mennesker, der er en del af klubberne. Samme dedikation og loyalitet, Fremad A i en lidt større udgave i forhold til Aarhus Fremad. I hvert fald fra den tid hvor jeg selv var aktiv. Skal ikke kloge mig for meget på de to klubber den dag i dag, men fansene er de samme, jeg ser både til kampe og på de sociale medier, som bakker deres hjerteklub op. Det havde rigtig stor betydning for mig i begge klubber at være så tæt på fansene både undervejs i kampene og til en kold i 3. halvleg. Der er jeg klar over at situationen er lidt anderledes i dag, end i vores periode i 2. Division med en kold i rottehullet og en sludder med de blåhvide fans i klubhuset. Men det var hyggeligt og en vigtig del af det” siger Rune og fortsætter.
”Ærlig talt var det ikke så vigtigt for vores forhold til hinanden om vi vandt eller tabte – vi både vandt og tabte sammen, når vi så sad i klubhuset på den anden side og talte kampene igennem. Selvfølgelig handlede det om at vinde hver eneste kamp, men sammenholdet var stort set lige så vigtigt, kan jeg huske. Derfor sker det også i ny og næ at jeg taler med enten MO (Mohammed Abdalas), Cem Vardar eller nogle af de andre drenge omkring den fantastiske tid, vi havde sammen. Helt sikkert noget, der betød rigtig meget for min fodboldkarriere. Og lig Fremads historie, så har jeg heller ikke vundet det store, som den underdog-rolle, vi var en del af – mest af alt i 1. Division som oprykker, som i øvrigt er min største triumf som spiller. Det kan lyde lidt plat, men det var stort for holdet, folkene bag i staben, sponsorer og fansene. Helt elektrisk stemning ved at opnå den fortjeneste efter en flot, men hård sæson,” udtaler Rune.
I morgen middag er fokus pokalbraget mod Aarhus Fremad. Et hold vi senest var i kamp mod tilbage i maj 2016. Rune ser ind i en kamp, der på flere måder kan blive vanskelig for begge hold, hvor han forud for kampen kalder det en lige affære:
”Det er et opgør, som kan udvikle sig på flere måder for begge Fremad-hold, uanset starten på kampen. Aarhus Fremad har jo brilleret stort med både resultaterne i rækken som nuværende førerhold i 2. Division og den sensationelle 4-0 sejr mod Brøndby IF, der blev kørt ud på røv og albuer i Aarhus. Jeg følger en del med hos begge hold, men ser selvfølgelig flest kampe her i Aarhus, hvor det i sjældnere grad bliver til Live-kampe med Fremad Amager. 2. Division har forbedret sig markant de seneste fem-seks år, som jeg ser det. Derfor får Ama’rkanerne også kamp til stregen, på trods af et hold fra én række lavere. Det er nogle unge dygtige og hurtige spillere, kombineret med nogle erfarne spillere med masser af kampe fra 1. Division. Jeg er rigtig spændt på kampen i morgen, og glæder mig til at se mine to favorithold i aktion,” siger Rune.
Den professionelle fodboldkarriere er lagt på hylden for den 37-årige kantspiller, der dog stadig brillerer på Oldboysholdet i Aarhus Fremad (få træninger med DS-holdet i perioder), hvor familielivet og den fysiske tilstand i dag har fået større betydning:
”Jeg skal da være ærlig at sige at tilvænningen uden fodbold hver eneste dag, var svær at give helt slip på, og derfor var det også en prioritet at få det bedste ud af det på amatørniveau. Med mine 37 år, familieliv og to korsbåndsskader bag mig, skal der også passes på krop og sind. Derudover kan man hurtigt komme på glatis mod de hurtige unge drenge, og den er heller ikke sjov. Derfor må jeg nøjes med at brillere med de andre divisionshelte på Oldboys-holdet, hvor de fleste hold bliver kørt ud af banen. Her har jeg mulighed for at bevare noget af det vigtigste, jeg forbinder fodbolden med; Sammenholdet og den gode stemning i omklædningsrummet,” siger Rune, inden han slutter af med en hilsen til fansene forud for morgendagens kamp og resten af sæsonen i NordicBet Ligaen.
”Jeg savner på alle tænkelige måde de gode fodbolddage og det tætte nærvær med Fremad A-fansene til kampe i Sundby Idrætspark, og ser stolt tilbage på min eneste store triumf via oprykningen i 2016. Når man ser tilbage i dag, føler jeg jo at de fire år gik alt for hurtigt, fordi tiden i klubben var så fantastisk. Som fodboldspiller drømmer man om det største, og siden det ikke blev fodbold på topplan i landets bedste række eller udenlands, fik jeg helt sikkert det bedste ud af det i kombinationen som menneske og spiller – takket være nogle fremragende mennesker på Ama’r. Jeg ønsker alle Fremad-folk rigtig god pokalkamp og rigtig god vind med turneringen i NordicBet liga. Forza Fremad – i mere end en forstand,” slutter Rune Friis.
Tak for din tid og store engagement med et langt telefoninterview forud for kampen mellem dine to hjerteklubber, Rune – god kamp!
I morgen kan pokalkampen streames via nedenstående link. Det kræver dog at man registrerer sig via ”Liga login”. Følg instruktionerne og registrer dig inde på linket, hvorefter der er fri adgang til at se kampen fra kick-off kl. 13:30: