Sikker sejr over Næstved

Matin Al-Atlassi scorede to gange for Fremad Amager, mens Kasper Nygaard Andersen også kom på målstavlen, da holdet vandt 0-3 over Næstved i vinterens tredje træningskamp.

Første halvleg forløb jævnbyrdigt uden scoring. Fremad Amagers målmand Mikkel Andersen havde en god redning, men ellers var der minimalt med chancer i løbet af de første 45 minutter.

Efter pausen fik gæsterne mere og mere overtaget og midtvejs i halvlegen lykkedes det endeligt, at få netmaskerne til at blafre. Efter et godt pres scorede Kasper Nygaard Andersen. 0-1 til Fremad Amager.

Næstved fik en mand udvist med otte minutter tilbage af kampen, men fik lov til at sætte en ny mand på banen. Kasper Nygaard Andersen blev nedlagt på en friløber, og på det efterfølgende frispark scorede Matin Al-Atlassi direkte til 0-2.

Der var mere tilbage i Fremad Amager og Matin Al-Atlassi. Efter en god dribletur i venstre side, kunne Matin Al-Atlassi ekspedere læder ind i nettet til 0-3. Kampens resultat.

– Det var en kæmpe fornøjelse at se den energi, det fællesskab og de præstationer – og flotte resultater – vi viser i øjeblikket og ikke mindst i dag, indleder Fremad Amagers cheftræner Carit Falch.

– Næstved kom med det bedste de havde og præsterede faktisk en fin kamp, set fra min side, men vi var bare rigtig gode i dag både i vores pres, kontraspil og i vores hurtige kombinations spil. Desuden har vi høj kvalitet i vores afslutninger specielt ved målene, selvfølgelig.

– Vi har fået en rigtig spændende og dygtig trup af sultne spillere. Jeg er meget glad for at se, hvor hurtigt gutterne er fundet sammen og den kultur vi er ved at have vendt rundt, så vi nu både har god kommunikation inde på banen og en masse snak og højt humør i omklædningsrummet, fortsætter cheftræneren.

– Det er afgørende for at vi så hurtigt har fået gode kollektive præstationer og også ser både helt nye unge spillere og dem som har været her før blomstre. Vi ser præstationer idag på meget højt niveau.

– Vi er stadig kun lige startet forberedelserne og har samlet en trup, så vi arbejder videre med fuld fokus på at optimere både det gode og det knap så gode – og glæder os til den store udfordring på onsdag mod FC Nordsjællands reserver på Farum Park.

– En kæmpe tak fra os allesammen til vores helt fantastiske fans som havde fundet vej til Næstved – det er så glædeligt – jeg har før påstået at jeg tror hvis vi spillede inde midt i Amazon regnskoven, så ville der stadig stå Fremad Amager-fans og heppe på os. Af hjertet tak, afrunder Carit Falch.

Kampfakta

Træningskamp, lørdag den 3. februar 2024, i Storhallen:

Næstved – Fremad Amager 0-3 (0-0)
Mål: 0-1 Kasper Nygaard Andersen (68.), 0-2 Matin Al-Atlassi (82.), 0-3 Matin Al-Atlassi (87.)

Fremad Amager: Mikkel Andersen (46. Oliver Fløe Stenberg Funch), Otto Dupont, Magnus Lysholm Petersen (30. Christian Espensen Troelsen), Mauro Savastano (30. Jerailly Maikel Wielzen/60. Huseyin Tokat), Lucas Ørneborg (40. Alexander Petræus), Hocine Derrar (70. Hans Høllsberg), Hans Høllsberg (46. Mikkel Fossum Basse), Mikka Bassejr Heller, Mathias Bill (46. Kasper Nygaard Andersen), Martin Lauritsen (46. Matin Al-Atlassi) og Marius Holst Papuga.

Dommer: Ikke oplyst

Del på de sociale medier