STÆRK FCN-ANGRIBER UDLEJES TIL FREMAD

Inden lukningen af transfervinduet i nat, er det lykkedes Fremad Amager at lande en lejeaftale med FC Nordsjællands ivorianske angriber, Yannick Agnero, som er en del af truppen frem til sæsonafslutning.

Når foråret sparkes i gang, bliver det med den fysisk stærke FCN-boksspiller som en del af den offensive kæde for Fremad Amager. Agnero har i dag været på træningsbanen på første gang med Fremad-drengene, og er nu klar til et halvt år på Øen.

Gaxe udtaler i forbindelse med lejeaftalen:

”Allerede i starten af januar måned så vi ind i de forskellige kæder, og ønskede at tilføre en ekstra kapacitet i den offensive kæde. Agnero har en rigtig stærk fysisk pakke krydret med et godt venstreben og en styrke i luftrummet, og kan samtidig i lejeperioden hos os styrke hans offensive kompetencer i den spillestil, vi implementerer bedre og bedre for hver dag. Han har en rigtig god fodbolduddannelse med sig fra FC Nordsjælland, som vi har landet en god aftale med omkring planen og vilkårene for hans periode i klubben,” siger Gaxe.

Den 19-årige angriber er glad for at begge klubber har vist ham stor tillid i forbindelse med indgåelse af lejeaftalen:

”For det første er jeg rigtig glad for at FC Nordsjælland og Fremad Amager har vist mig den tillid at få en lejeaftale på plads, som vi alle tre har meget store glæde af. Det betyder rigtig meget for min udvikling at kunne spille i en stærk fysisk række i en forårssæson, hvor jeg føler at jeg kan bidrage med mine offensive styrker til Fremad Amager. Efter første samtale med klubben havde jeg en rigtig god fornemmelse af omgivelserne og de muligheder, jeg selv skal udnytte for at spille mig ind på holdet. Jeg er spændt på opholdet med en stærk trænerstab, dygtige holdkammerater og nogle fans, som jeg vil give alt for,” siger Agnero.

STORT velkommen til Øen, Agnero!

Del på de sociale medier