Stort nederlag

Fredag aften blev sæsonens næstsidste udekamp spillet mod formstærke AB i Gladsaxe, og det endte med et stort nederlag på 5-0.

Kampen startede egentlig ret lige, hvor vi gjorde mange fine ting og kom frem til et par afslutninger. Det varede dog kun til det 13. minut, hvor AB fik et hjørnespark. Efter lidt frem og tilbage i feltet landede bolden for fødderne af en AB spiller tæt under mål, der kunne gøre det til 1-0. Herfra fik AB mere og mere overtag i spillet og efter 20 minutter kunne de gøre det til 2-0. Et godt slået tidligt indlæg fra højre side af banen landede for fødderne af en AB spiller, der kunne lægge bolden ind bag Hjalte i målet.

Inden pausen skulle det også blive til 3-0 til AB. Det skete efter endnu et hjørnespark, hvor bolden igen landede for fødderne af en AB’er tæt under mål. I den modsatte ende var der ikke meget at skrive om, så vi gik til pause nede 3-0.

Fra anden halvlegs start kom Kenneth Zohore og Kjetil Tøsse på banen og det gav lidt stabilitet og ro på spillet, hvor særligt Zohore gav udfordringer for AB forsvaret. Der blev også skruet op for spændingsniveauet på begge hold, hvor AB spillere begyndte at lave deciderede svinestreger på flere af vores spillere. Efter cirka en times spil blev det også til comeback for Mads Julø, der har været ude med en skade siden første kamp i slutspillet.

Efter 75 minutter var den gal igen da en fri AB spiller modtog bolden i vores felt, kunne vende og sparke den ind til 4-0. Herfra gik det stærkt og minuttet senere kunne AB også gøre det til 5-0. Herfra fik vi det heldigvis stoppet og det blev ikke til flere mål. I den anden ende viste Zohore sig godt frem med et par hovedstød, der med lidt held kunne have givet os et mål eller to.

Det skete desværre ikke og kampen endte dermed hele 5-0 til mandskabet fra Gladsaxe. På fredag venter årets sidst hjemmekamp når Næstved kommer på besøg i Sundby Idrætspark.

Kampfakta

2. division, 30. spillerunde, fredag den 30. maj 2025, på Gladsaxe Stadion:

AB – Fremad Amager 5-0 (3-0)
Mål: 1-0 Søren Ilsøe (13.), 2-0 Casper Grening (23.), 3-0 Noah Ibsen (40.), 4-0 Noah Engell (76.), 5-0 Noah Engell (77.)

Fremad Amager: Hjalte Dalsgaard, Otto Dupont (46. Kjetil Tøsse), Kasper Andersen, Egzon Zeqiri (60. Mads Julø), Hocine Derrar, Mikka Heller (46. Kenneth Zohore), Daniel Mortensen, Jeppe Simonsen, Alexander Petræus (90. Bertram Manniche), Jeppe Brinch og Jerailly Wielzen

Advarsler Fremad Amager: Kjetil Tøsse (60.) og Daniel Mortensen (66.)

Dommer: Nanna Andersen

Del på de sociale medier

Fremad Amager Elite
Oversigt

Dette website bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælper os med at forstå, hvilke sektioner på websitet du finder mest interessante og nyttige. Læs vores privatlivspolitik her.