VI RUNDER GRUNDSPILLET AF I FREDERICIA

I morgen kl. 13:00 er der kick-off i runde 22 og dermed afslutning på grundspillet i NordicBet Ligaen. Her venter et udebaneopgør mod rækkens nr. 11, FC Fredericia. Efter runden i morgen, vil ligaen som bekendt blive delt i to, hvor man beholder det samlede antal point fra grundspillet.

I seneste opgør mod FC Fredericia var der drama for alle pengene i Sundby Idrætspark. Efter Fremad-føring på både 2-1 og 3-2, var gæsterne ekstremt tæt på at løbe med 3 point i det opgør. Fem minutter inde i overtiden ved stillingen 3-3 havde Adam Jakobsen en gylden mulighed for at afgøre kampen til 4-3 på straffespark. Han blev taget ud af Oliver Funch, som vogtede målet og dermed reddede det ene point til Øens hold.

I morgen venter så et opgør, som af helt naturlige årsager har en væsentlig betydning, da modstanderen er placeret på den ene af de to nedrykningspladser. Dermed er der også mulighed for at skabe et endnu større hul ned til 11. pladsen med en sejr.
Hans Christian Bonnesen har en forventning om en hårdt spillet kamp, inden det spidser til i slutspillet – den samme mand som med en flot hovedstødsscoring i 3-2 sejren ude mod Næstved, var dybt involveret i den flotte sejr:

”Jeg forestiller mig at det bliver en fysisk præget affære. Begge hold er bekendte med placeringen, og ved hvilken forskel, kampen kan have i morgen mht. afstanden pointmæssigt. For mig og se, skal vi se ind i vores seneste udebanekamp mod Næstved, hvor vi på rigtig mange områder, var ekstremt stærke som hold. Vi var stærke i duellerne, skarpe rent fysisk og gode på bolden, på trods af en sandkasse-bane. Set nede bagfra var vi gode til at beskytte hinanden og sådan en sejr gør at man vokser som hold,” lyder det fra Bonnesen, der fortsætter.

”Resultatet mod Helsingør bruger vi ikke kræfter på, men bruger derimod kræfter på, hvad vi skal forbedre fra den kamp. Med den spillestil vi stadig spiller os skarpere ind på, så er det et krav at alle mand er til stede på banen, og det viste vi i de to sejre mod Hobro og Næstved. Derfor handler det om at bringe viljestyrken og det gode forarbejde med ud på banen mod Fredericia i morgen. Vi kommer ikke for at hive et point med hjem til Amager – vi skal have alle tre. Vi går ind til enhver kamp med målet om at vinde på alle parametre, og vi er klar til endnu en udebanekamp med fight, høj intensitet og en fysisk formåen, der skal bringe dem i knæ,” slutter Bonnesen.

Alle kampe afvikles i morgen lørdag samme tid, kl. 13:00. Opgøret i Fredericia kan følges på Viaplay.

Del på de sociale medier