VINDUETS FJERDE SIGNING – MAGNUS RAVN ER NY SPILLER I FREMAD A

Det går hurtigt i de her dage med nye spillere til klubben, og nu kan vi præsentere den fjerde spiller i transfervinduet. 19-årige Magnus Ravn tog i sidste uge afsked med Brøndby IF, hvor han har været en del af Masterclass, fra U13-U19 i ungdomsårene, hvor det også blev til en kort periode hos FC Nordsjælland.

Venstrebacken Magnus Ravn, søn af Allan Ravn, fortsætter derfor hans fars fodspor med den professionelle fodbold, da der nu er underskrevet en kontrakt som seniorspiller.

Der har været vanskeligheder på de to backs i efterårssæsonen, hvor der har været spillere placeret på en uvant plads. Derfor er der også en klar plan for Sportschef Gaxe om at dække de forskellige positioner rigtigt af, så der kommer en sund konkurrence kombineret med rutinerede og unge spillere på positionerne, hvor niveauet også kan følge tempoet i NordicBet Ligaen.

Gaxe er tilfreds med igen at sikre sig et af de talenter hos de større klubber, som kan stå i lære og tage næste skridt i udviklingen:

”Magnus har været en fast bestanddel af Brøndby IF’s Masterclass, og har været i stand til at fortsætte en udvikling både som U15, U17 og U19-spiller. Jeg er sådan set ligeglad med hvad hans fars rolle er i den her fodboldklub, da det her handler om Magnus og hans potentiale. Han er startet rigtig godt til træning, og har en ekstrem stor lyst til at lære og forstå. Han har nogle gode egenskaber som venstreback, som der er spændende at arbejde videre med, og det tror jeg på at vi kan forløse. Den trup sammensætning med rutinerede spillere og unge talenter vi arbejder på, er også med til at give Magnus et godt rygstød i udviklingen blandt rutinerede forsvarsspillere som Kanstrup og Lumb. Og i øvrigt skal vi rette lidt ind efter No-Bullshit attituden igen, og her opfylder de andre nyankommne spillere og Magnus lige præcis den mentalitet,” slutter Gaxe.

Med en ny titel som professionel fodboldspiller på seniorniveau er Magnus opsat på at leve op til den tillid, der er vist fra Gaxe og Løvenkrands. Derfor hjælper det også med en læremester på positionen med Lumb, der seneste har været i samme klub, nemlig Brøndby IF:

”Jeg ved, hvad der venter mig med den her udfordring, og derfor er jeg også ekstremt opsat på at tilbagebetale den tillid, jeg har fået. Det er et rigtig spændende skridt i min karriere at kunne træde ind på seniorniveau, som flere af mine tidligere modspillere og medspillere har gjort med et skifte til Fremad Amager. Jeg har altid været ’Allan Ravns søn’ fra min tid i Brøndby IF, og det bekymrer mig ikke, hvad folk har af holdning til det. Det handler om at jeg ved, hvad jeg skal bevise og fokusere benhårdt på den udvikling, jeg skal arbejde med. For mig er det helt perfekt at have en spiller som Lumb på samme position og have en læremester til at vise retningen. Fremad Amager er en fed klub, og det er jeg kun blevet bekræftet i med de forskellige kampe, jeg har set i Sundby Idrætspark, og jeg glæder mig helt vildt til at blæse op langs linjen med Fremad-fansene i ryggen,” siger Magnus.

Stort velkommen til Ama’r, Magnus!

Del på de sociale medier