2024 sluttede med en sejr

I årets sidste kamp kom vi tilbage på vindersporet med en 2-1 sejr over Nykøbing FC. Efter en udligning midt i anden halvleg, blev det til en sen fredagsfest, da Hocine Derrar sikrede sejren i det 89. minut.

Kampen startede godt ud med et skudforsøg i det første minut og det skulle vise sig, at blive startskuddet til en god halvleg. Drengene virkede tændte og klar fra start for at vise de over 2000 fremmødte fans, at det var kommet for at vinde. Nykøbing forsøgte sig en del med lange bolde bag vores bagkæde, men de tre mand bagi havde godt styr på den del. Vi forsøgte ligeledes med en del bolde i dybden, hvor både Petræus og Boateng var med fra start til denne kamp.

Midt i halvlegen kom vi også frem til noget, der kunne have blevet en god mulighed. Christoffer Boateng fik en bold i dybden og efter et godt træk blev han tacklet af en Nykøbing forsvarer. Dommerens fløjte forblev dog tavs til rimelig utilfredshed fra de fleste tilskuere i Sundby Idrætspark.

Halvlegen forløb med, at vi var mest på bolden og havde de bedste optræk til chancer. Det blev dog aldrig rigtigt til farlige muligheder, men vi kunne gå til pause med en god smag i munden.

Anden halvleg forsatte som den første og det lå lidt i luften, at et potentielt mål kunne komme fra en dødbold eller fejl. Det skulle også vise sig, at blive et straffespark der åbnede ballet efter 52 minutter. Mads Julø tog nogle gode træk omkring Nykøbings felt og til sidst kom en Nykøbing spiller for sent og fjernede benene under Julø. Dommeren dømte straffe og det fik Boateng lov til at tage sig af. Med et køligt spark, sendte han bolden op i hjørnet.

Herefter tog Nykøbing lidt mere fat i kampen med en stor vilje og evne til at spille bolden op hele vejen fra egen keeper. Presset på vores mål steg i det følgende kvarter og til sidst blev presset for tungt. Efter 79 minutter formåede Nykøbing også at udligne efter et angreb med lidt for mange passive forsvarsspillere.

Herfra blev det, fra begge hold, en kamp med lange bolde frem. Et forsøg på at få 2-1 målet, uden at risikere for meget i egen ende. Der skete dog ikke meget i de følgende 10 minutter før det 89. minut. Her driblede Kasper Andersen ind i banen ude fra venstre side. Efter et bandespil med Boateng, forsøgte Kasper at lægge bolden ned i dybden til Hocine Derrar. Lidt heldigt kommer Hocine frem til bolden og kunne gøre det til forløsende 2-1. Herefter blev resultatet forsvaret sikkert hjem med en klasseredning fra Mikkel Andersen i målet.

Kampfakta

2. division, 16. spillerunde, fredag den 15. november 2024, i Sundby Idrætspark

Fremad Amager – Nykøbing FC 2-1 (0-0)
Mål: 1-0 Christoffer Boateng (52. straffe), 1-1 Asger Højmark (79.), 2-1 Hocine Derrar (89.)

Fremad Amager: Mikkel Andersen, Mads-Emil Langberg, Mads Julø, Søren Reese, Kasper Andersen, Frederik Holst, Hocine Derrar, Hans Høllsberg Alexander Petræus (67. Otto Dupont), Jeppe Brinch og Christoffer Boateng (90. Mikka Heller)

Advarsler Fremad Amager: Jeppe Brinch (34.), Christoffer Boateng (71.), Mads Julø (74.) og Mikkel Andersen (80.)

Dommer: Nicki Nordlund Hansen
Tilskuere: 2.118

Del på de sociale medier