FREMAD STYRKER MIDTBANEN MED MIKKEL BASSE

Med præsentation af Mads Aaquist tidligere på aftenen, var der ikke helt lukket for transfervinduet på ”deadline day” – nu kan vi præsentere yderligere en midtbanespiller med erfaring fra både Superligaen og 1. Division. 25-årige Mikkel Basse tiltræder på en aftale gældende til sommer 2022.

Basse har senest optrådt i den røde trøje for FC Fredericia, men efter halvandet år var det tid til nye græsgange. Valget er faldet på Øens hold, der nu præsenterer den ottende spillere til truppen i dette transfervindue.

For Gaxe var lige præcis de to seneste signings en vigtig del af transferstrategien til en midtbane, der så tynd ud i bredden:

”Med de her to tilføjelser til midtbanen, står vi rigtig stærkt med fem dygtige spillere til de tre positioner. Mikkel har fodboldopvæksten i de danske elite-rækker, og har mange kampe bag sig i 1. Division. Hans pasningsfod og overblik giver et boost til den nuværende sammensætning, og han ved, hvad han går ind til med den her udfordring. Miljøet vi er ved at skabe, skal udstråle konkurrence på pladserne, og der skal kæmpes for spilleminutter i trøjen. Med vores tilføjelser i dette transfervindue har vi prioriteret at størstedelen har et kendskab til niveauet i rækken og alle vil kæmpe ekstremt hårdt for hinanden,” udtaler Gaxe.

Med en fin aktivitet på sidste dagen, startede dialogen mellem Basse og Fremad Amager allerede tidligere på ugen, hvor begge parter talte fremtid. Med ophold hos Lyngby-ungdom, FC Helsingør, FC Roskilde, Vendsyssel FF og senest FC Fredericia, er der nu åbnet op for en halvsæson på Ama’r, hvor Basse skal kæmpe om pladserne på midtbanen:

”Det var lige præcis dét her scenarie, jeg håbede på, da vi startede dialogen tidligere på ugen. De spillertilgange klubben har tilføjet, viser en klar plan. Jeg føler egentlig at snakken har været helt klar og tydelig fra start, og så ved man også, hvad man går ind til. Der kommer en god konkurrence om pladserne, og det er helt sikkert med til at presse mig til at præstere. Det har sgu altid været sjovt at spille i Sundby Idrætspark, og det bliver fedt med Fremad-trøjen på fremover,” siger Basse.

Aaquist får derfor en makker med ombord på flyet i morgen, når de tilslutter sig holdet i Malaga.

Velkommen til Ama’r, Basse!

Del på de sociale medier