SUPERLIGA-FORSTÆRKNING TIL FREMADS MIDTBANE
Så kan vi glæde os over dagens anden tilgang og en stor forstærkning til midtbanen. Den nye profil til holdet er 27-årige Mads Aaquist, som skifter fra Viborg FF til Fremad Amager på en aftale gældende for resten af sæsonen.
Han stod ellers klar til en træningslejr med, hans nu tidligere arbejdsgiver, Viborg FF i nat. Der blev lavet om på planerne, og derfor stod Aaquist på Sundbyvestervej 60 tidligere på eftermiddagen, hvor der blev sat en underskrift på aftalen med Sportschef Gaxe. Lige præcis den forstærkning, er der arbejdet hårdt på at sikre:
”Det her er en rigtig vigtig forstærkning til Fremad Amager. De klubber han har optrådt for, taler for hans store evner, og vi er stolte over at kunne tiltrække ham til klubben. Han besidder lige præcis de evner og den rutine, vi skal bruge på vores midtbane. Hele vejen rundt er han en rigtig dygtig spiller, som er interesseret i det miljø, vi er ved at bygge op omkring holdet. I Sundby vil de se spillerne give den en skalle på banen, og han skal nok få tribunen til at gynge. Derfor var det også en no-brainer, da vi først havde klaret vilkårene med Viborg FF omkring hans afsked. Han er sendt hjem igen for at pakke kufferten, så han i morgen kan tilkoble sig holdet, som tidligere i dag fløj til Malaga,” lyder det fra Gaxe.
Listen af klubber tæller FCK, AC Horsens, FC Helsingør, FC Nordsjælland, Randers FC og nu senest Viborg FF. Aaquist har optrådt for DBU’s ungdomslandshold mere end 30 gange. I de danske rækker er der mere end 45 Superliga-kampe på CV’et, hvor han nu fortsætter i en 1. division, han kender særdeles godt med mere end 100 optrædener.
Alene tallene fortæller lidt om den erfaring, hovedpersonen selv kan bidrage med på et tidspunkt i sæsonen, hvor Fremad Amager har væsentlig brug for kendskabet til niveauet i 1. division. Udover vildskab på banen, er Aaquist klar til opbakningen fra Fremad-fansene i Sundby – han husker i hvert fald stemningen som modspiller:
”Til at starte med er jeg sindssygt glad for at det her lykkedes. Dialogen har været rigtig god hele vejen igennem med Gaxe og Fremad Amager, som havde en klar plan fra starten af vores samtaler. Jeg kan derudover komme tættere på ’hjem’ efter to ophold i Jylland via Randers FC og Viborg FF, og at jeg så kan tørne ud for kultklubben på Ama’r, er fedt. Det er ikke første gang, jeg skal på banen i Sundby Idrætspark, hvor jeg er blevet kaldt lidt af hvert – nu kan jeg fremover glæde mig til opbakningen med et rygstød fra fansene,” lyder det med et efterfølgende grin fra Aaquist.
Den nye Fremad-spiller er også bekendt med hans nye rolle, og er klar til at give videre til de unge spillere i truppen.
”Jeg har i de seneste sæsoner fået lærerige oplevelser via to oprykninger fra 1. Division og medaljer i Superligaen med FC Nordsjælland. For mit vedkommende er jeg helt indforstået med den rolle, jeg tiltræder i. Der skal mere til end hårdt arbejde på banen, og jeg håber helt sikkert på at kunne bidrage med min egen erfaring til de yngre spillere. Vigtigst af alt ser jeg frem til at få vendt skuden, og få sat gang i en god forårssæson. Der skal pakkes en kuffert nu her, og så er jeg klar til at møde drengene i morgen aften,” siger Mads Aaquist.
I morgen eftermiddag dribler han ind i et fly mod Malaga, og tilslutter sig holdet sydpå.
Velkommen til Ama’r, Aaquist!